lørdag den 23. juli 2011

Lille opdate på enkeltstarten.

 Har fået færdiggjort endnu 128gr strømpegarn. Jeg har desværre ikke fået garnet helt så tyndt som jeg gerne ville. Det har en løbelængde på 225m og jeg ønskede en løbelængde omkring 310m pr. 100 gr. Så udfordringen lever stadig. Jeg har ihvertfald lært at det er meget nemmere at spinde merino helt tyndt end denne BFL, men jeg er sikker på at det nok skal blive et par gode sokker alligevel ;0).


Resten af dagens enkeltstart skal bruges på at spinde videre på "Red Dragon" fra Wildcraft. Det er Superwash BFL og det skal nok bruges til  Elenas "Undina"

Jeg er næsten færdig med de første 100 gr. og håber så jeg får spundet de sidste 100gr. på vej til Paris i morgen;0)

torsdag den 21. juli 2011

Kun en uge tilbage.

 På billedet ses udbyttet af de første 2 ugers Fleece de Tour, så fiberlageret er bragt ned og garnlageret øget ;0).



Efter de ærgerlige erfaringer med det sidste håndteens spunde har jeg skyndt mig lidt at lave et nyt bundt på håndtenen, og valget er faldet på noget Shetland Wool i grønlige farver. Det er januar klub pakken fra Wildcraft.




tirsdag den 19. juli 2011

De svære nedkørsler og afslutninger :0(

 Mit andet forsøg på håndtenen er dette fine garn, spundet af Devon Longwool i en smuk farvning af lilla changeringer og det blev et rigtigt dejligt garn.

Måske er den mentale træthed ovenpå 14 dages Tour de Fleece ved at indfinde sig, for dette smukke garn ligger nu ganske ubrugeligt i skraldespanden.

Desværre er det blevet til en strid, hård filtklump da jeg åbenbart er kommet til at chokbehandle det stakkels garn i den afsluttende vask.

Billedet viser, hvordan jeg bruger hankene på to krus til at opnå den rette spænding, når garnet skal tvindes og det virkede over forventning.

Heldigvis lykkedes det at få præcis det garn jeg gerne ville have af de kartefibre jeg omtalte i fredags. Et entrådet blødt garn, med effekter af både bomuldstråde og ujævn struktur. Det ser næsten ud som det første garn, jeg lavede for mange år siden.


fredag den 15. juli 2011

F--------- bjergetape

De sidste dage er gået med at spinde den dejligste blanding af baby Camel og silke. Jeg har forsøgt at spinde så tyndt, som det overhovedet har været muligt, og min singel er da også blevet fint jævn og næsten ligeså tyndt som en enkelt tråd broderegarn.
I dag skulle jeg så lige tvinde de to spoler til et to-trådet garn, inden næste projekt.

Jeg fandt så hurtigt ud ad at det da vist er meget passende at tvinde tynde garner på en bjergetape, da det tog mig 3 1/2 time at tvinde de 100gr. fibre, så jeg er rigtig spændt på at regne løbelængden ud i morgen, når garnet er blevet vasket.

For et stykke tid siden købte jeg dette karteflor hos Hanne. Hun kalder det skovbund og har kartet merino, silke og bomuldsnistre i forskellige grønne farver sammen.


Da det er meget spændende strukturer der ses i kartefloret, har jeg valgt blot at spinde fra en ende af, uden at forberede fibrene mere. Samtidig har jeg valgt at lade garnet være tykt og med de "klumper" der kommer naturligt når der ikke holdes ret meget igen på fibrene. Og denne gang skal der ikke tvindes, så allerede i morgen, skulle jeg gerne være færdig med mit eget "Art Yarn".

Endelig har jeg også fået færdiggjort en test for Elena Nodel, og denne gang kommer det Andrea til gavn.



Garnet er rigtig dejligt superwash merino og er håndindfarvet af Tani, ikke helt billigt og det nærmeste sted jeg kan få det fra er Norge. Og at Norge ikke er med i EU lærte jeg på den hårde måde, fik lige en opkrævning på importafgift, inden jeg kunne få pakken udleveret :0(.

torsdag den 14. juli 2011

Den 13. dag.

Dagen startede med at udregne hvor meget de 300 gr. BFL var blevet til. Resultatet er blevet 315 gr. (som det ses, er vægten ikke altid den samme, når emnet ændrer form ;0)) og 708 m. i et lækkert blødt garn, der svarer nogenlunde i tykkelse, som et sportsgarn.

Jeg har endnu ikke bestemt hvad garnet skal ende med, men pludselig er det helt rigtige projekt der.



Derudover er jeg blevet færdig med at spinde babycamelen og silken. Det er spundet meget tyndt, og jeg er spændt på, hvad løbelængden bliver. Planen er tvinde garnet i morgen, og derefter skal jeg have spundet noget glimmergarn, som jeg er i fuld gang med at gøre klar til spinding.




En noget langsommelig proces, men jeg tror, det bliver et fantastisk lækkert, blødt og spændende garn.
Udgangspunktet er fra de 4 kg. lammemerino, jeg købte sidste år.
Ulden er vasket i meget varmt vand og derefter farvet i en gryde med meget lidt vand. Jeg har kun brugt så meget vand at ulden lige kunne flyde. Det er farvet med primærfarverne, der har levet sit eget liv i farvebadet, og endte ud i dette


Jeg har derefter flick kartet, for at få en jævn og fin stabel til kartemaskinen.

 Det er ret sjovt at se hvordan farverne fordeler sig, når uldtotten friseres. Desværre kan jeg nok ikke genskabe denne farve igen, så det færdige projekt skal vælges med omhu.
Jeg har længe været facineret af glimmergarnet herfra og har bestilt nogle farvede Firestar fibre, som er blandet i merinoen.


Derefter 4 gange igennem kartemaskinen, og det ser foreløbig ud til at jeg får mit ønskede glimmergarn.



onsdag den 13. juli 2011

Touren fortsætter.

Så er det røde sokkegarn blevet færdigt. Desværre er ulden stadig lidt hård og ru, men så må det i stedet blive ragsokker. Jeg har blandet 2/3 rødt og 1/3 gult farvepulver og har fået en fin koralrød farve, så den farvekombination skal bruges igen.
Selv om bloggen har været lidt stille de sidste dage, har jeg troligt spundet på alle etaper, dog afbrudt af nogle af de tilskikkelser livet også byder på.

De regnbuefarvede fibre er også blevet til færdigt garn, men da det er de samme fibre som det røde, skal det nok væves til et tæppe.

Farvekombinationerne er fine, så nu skal der regnbuefarves nogle af mine mange merinofibre, så jeg også kan få et farvemættet, blødt garn.


Der er også sket en hel del på håndtenen og nu er jeg rimelig sikker både når der spindes og tvindes og lige om lidt har jeg et dejligt bundt to-trådet tyndt, tyndt lacegarn.

tirsdag den 5. juli 2011

Det kører der ud ad

På tourens 4. dag fortsatte jeg gårsdagens spinding af Tea og Roses, og har fået spundet de første 100 gr. så mangler nu 200gr. Det bliver et fint garn med sine lidt douche farver, og ideerne, til hvad det skal ende med, er så småt ved at indfinde sig.



Håndtenen er også blevet rørt lidt i dag, og den røg kun på gulvet tre gange, så nu håber jeg, jeg snart kan undværre det tæppe jeg stadig lægger på gulvet når jeg bruger håndten.



mandag den 4. juli 2011

Dag 3

Dagens etape var en "næsten lige ud ad landevejen", så for mig betød det Tvinning af det der var spundet de foregående dage og så fik jeg også tvundet resten af det meget fintspundne merino, jeg havde lavet i sidste uge. Det er blevet et meget fint og blødt garn og endelig er jeg ved at nå min ønskede løbelængde for lace strikning. 517m pr. 100 gr. er jeg godt tilfreds med for nuværende, selv om målet er at nå op omkring 650-700 m i et to-trådet garn. De sædvanlige rester på spolerne blev spundet tilfældigt sammen og kan nok bruges til nogle oldemorfirkanter, der kan blive til noget sjovt.

Jeg har forsøgt at sidde ved rokken i samme tidsrum som rytterne nede i Frankrig bruger på cyklen, og dette betød at jeg fik ca. 1 1/2 time til at starte næste projekt op. "Et lige ud ad landevejen" projekt af fibre indkøbt for længe siden hos Wildcraft


Jeg har 300gr. som jeg spinder til et lidt kraftigere, løst og blødt spundet.



Når rytterne når bjergene har jeg tænkt at udfordre mig selv og forsøge at spinde noget boucle garn, så i aften skal jeg have læst lidt spindelitteratur om denne type garn og så skal jeg lige have farvet nogle Mohair Locks inden.

søndag den 3. juli 2011

Regnbue over 2. etape

På tour de Fleeces day 2 var jeg spændt på hvordan de regnbue farvede fibre faldt ud, og må sige at indtil videre er jeg vældig tilfreds med resultatet.

300 gr. vaskede stabler er lagt i et ovnfast glasfad og ca 1/4 i den ene ende blev overhældt med gul farve, 2/4 i midten blev farvet rødt og den sidste 1/4 blev farvet blå. Jeg skubbede en lille smule til fibrene så nogle af farverne blande sig med hinanden.

Derefter bagte fadet i 11/2 time i ovnen ved 150 gr. og derefter så stablerne sådan ud ...





Jeg har blot taget de flick kartede stabler i tilfældig rækkefølge og i morgen skal der spindes en spolefuld mere, så jeg kan lave et regnbuefarvet 2-trådet garn.
Gårsdagens sokkegarn er tvundet og jeg håber jeg kan nå at farve det i morgen.

TdF dag 1

Sidste år fulgte jeg med stor interesse denne gruppe på Ravelry. Det var spændende at se hvor meget og forskelligt, der blev spundet på bare tre uger.
En af de ting der tiltaler mig, er at gruppen lægger op til, at man hver dag udfordrer sig selv efter samme princip som det rigtige løb.
Første dag var en ikke så hård og af rimelig normal længde, så min udfordring blev at beskæftige mig med nogenlunde velkendte uldtyper og teknikker. Til gengæld skulle jeg bruge lige så lang tid ved rokken, som rytterne nede i Frankrig brugte på cyklerne.
Jeg har bestemt mig for at lave et rødt strømpegarn og startede op med at sortere og veje af af noget Leister jeg købte meget billigt da jeg var til Rokkertræf på Rinkenæs Efterskole. Ulden var meget snavset så der er vasket og vasket og sorteret en del fra, for at få de bedste og stærkeste fibre fra.


For at gøre garnet ekstra stærk, har jeg tilføjet ca. 15 % nylon. Topsene er købt hos WOW for længe siden. Lige nu er jeg superglad for mit KÆMPE lager, det giver mange dejlige muligheder, når inspirationen indfinder sig.


De to fibertyper har jeg blandet i kartemaskinen, og endte op med 2 fine og luftige batts a ca. 75gr. hver.

Dag 1 endte med en stor spolefuld stærk, tynd tråd, der forhåbentlig bliver et dejligt strømpegarn. Lige nu virker den færdigspundne tråd lidt hård i det, men erfaringen har vist mig at tvinning, farvning og vask kan betyde rigtig meget.


I dag skal rytterne i touren køre holdkørsel, og jeg skal for første gang, prøve at spinde nogle regnbuefarvede locks, og er spændt på hvordan det kommer til at se ud.

lørdag den 2. juli 2011

Spindeglæde

I dag kom blomsterbuddet med denne smukke buket. Jeg blev noget overrasket, for jeg kunne ikke lige gætte, hvorfor der var blomster til mig idag. Mysteriet løste sig da jeg læste det medfølgende kort. Buketten var en tak til mig fra Mads Clausen Fonden, for at deltage ved Havnbjerg Mølles åbent hus arrangement søndag d. 19/7 da der var mølledag i hele landet.
Jeg er stadig noget forundret over at jeg både kunne spinde en hel søndag i fantastiske omgivelser mellem dejlige mennesker og samtidig modtage smukke buketter for det samme.
Jamen er livet da ikke bare dejligt?