lørdag den 7. august 2010
Spinding af garn til et specifikt projekt-
I spindeforeningen er der i august måned work shop med samme titel som dette indlæg, og jeg har valgt at bruge denne anledning til at give mig selv en lille udfordring. Det forpligter altid lidt mere, når opgaven skal løses ved at andre "kigger" en over skulderen, synes jeg.
Projektet skal gerne ende med at Rikke får sit endelig ønske om et blødt og varmt tørklæde i naturhvid opfyldt.
Inden jeg har kunnet starte har der været nogle overvejelser at gøre. Noget har været rimeligt fast med udgangspunkt i Rikkes ønsker. Bl. A. farve, form og mønsterets udseende.
Indtil videre er følgende besluttet:
Materiale: 1 tråd mohair + 1 tråd morbærsilke.
Mohairen er tops indkøbt hos http://www.worldofwool.co.uk og efter div.studering af mine nyindkøbte bøger er jeg nået frem til at der skal spindes over fold så tyndt som jeg kan. Dette valg skal gerne resultere i at jeg får det ønskede "uldne" og "pelsede" look som Rikke har ønsket.
Silken har jeg købt hos http://www.khtekstildesign.dk da jeg deltog i spindeforeningens generalforsamling. Den ligger i kæmmede bånd, og jeg har tænkt mig at spinde den med det korte træk, for at bevare de parallele fibre og silkens glans. Også denne tråd skal spindes så tyndt, som jeg overhovedet kan.
På øverste billede er der vejet 30 gr. mohair og 10 gr. silke der kommer til at danne udgangspunkt for beregning af den endelige mængde.
Størrelse: Ca. 33x85 cm.
Mønster: Et påfugleagtigt mønster der i Politikkens STRIK SELV fra 1982 kaldes hulmønster 7.
Bogen som er på billedet er købt i udgivelsesåret af min allerførste løn som færdiguddannet, og den har været rigtig meget i brug siden og vil altid være at finde på min bogreol ;0).
Maskeantal og strikkefasthed kan jeg først beregne når garnet er færdig spundet, så jeg må hellere komme i gang.
Vender tilbage når næste skridt skal tages i processen. På billedet ses den dejlige mohairtops fra woow.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar