Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag

torsdag den 24. november 2011

lidt bliver det da til

Engang i foråret spandt jeg disse fibre fra Wildcraft, og har længe ikke vidst hvad det skulle bruges til. Det er superwash english wool, og det var blevet lidt filtet i efterbehandlingen efter spindingen, så det var et lidt "fast" garn.
Da jeg hurtigt mister overskuddet, når jeg er passiv, har jeg brugt de sidste 14 dage på at øve mig i at håndtere en hæklenål og samtidig holde en nogenlunde fast spænding på tråden, med min højrehånd og tommel- og pegefinger på venstre. Efterhånden går det rimeligt, men det er nu stadig en langsommelig proces, og endnu er jeg nødt til at holde mange pauser i hækleriet.
Det har dog vist sig, at min ide om at kunne hækle ikke var forkert. Jeg har prøvet at strikke et par pinde, men det går ikke, jeg kan slet ikke holde garnet fast og stramt.

Foreløbig er jeg blevet færdigt med dette lille tørklæde med nøglehul, hæklet i oldemorsstriber i det ovenfor omtalte garn. Mangler blot at hæfte ender og blokke det.



Af nogle af mine bomuldsrester får jeg hæklet nogle af de gode gammeldags grydelapper, der var i de fleste køkkener tilbage i 50erne, 60erne og som I kan se i rigtige 70er farver.
Egentlig lidt sjovt igen at blive udfordret af hæklenålen.
Jeg har allerede nogle ideer om fremtidige ting der lige skal prøves af.

mandag den 15. november 2010

Dejlige efterårsdage.

Selv om jeg elsker sol og varme, er efteråret også en dejlig tid. Alle de projekter, der sommeren igennem, ligger og giver lidt dårlig samvittighed bliver pludselig til færdige ting i løbet af de lange, mørke efterårsaftener. Jeg holder meget af at sidde indendøre enten med rokken eller et strikketøj, medens regnen og vinden banker på ruderne. Jeg har bl.a. fået farvet den blegede yak, som jeg længe havde udset, til et dejligt varmt og blødt sæt til Trines lille pige, som vi glæder os til at sige velkommen til verden når julen kommer.



Det var ikke helt nemt at ramme den rigtige baby lyserøde farve, og som det ses, måtte jeg lige om det ad 2 gange. Jeg har nu 100gr. skrap pink liggende, som venter på det rette projet. Tænker lidt i retning af en sweater i den mørkebrune yak med striber af den pink.


Jeg har også fået tid til at deltage i et par SAL/KAL på Ravelry, og det nyder jeg meget. Jeg synes, det er meget spændende at følge de meget forskellige resultater, det samme oplæg og opskrift kan udvise. Sjalet er det sidste jeg har færdiggjort af sådan et projekt, og lige nu venter et par håndledsvarmere og et sjal mere. Det gode ved disse bundne opgaver har også været at jeg lige nu har en hel del af julegaverne færdige, da jeg selvfølgelig har været nødt til at tænke på hvem der kunne få glæde af arbejdet. Man kan jo hurtigt få for mange sjaler, hvis man selv skal have dem allesammen ;0).

søndag den 3. oktober 2010

Efterårssysler



Endelig er det blevet efterår, og det fremgår også af alle de projekter jeg får sat i gang. Mit arbejde med "Heaven" sjalet gjorde at jeg for alvor blev bidt af "lacestrikning" og sjaler, så jeg bestilte et kit fra http://www.garn.dk/ ved navn Anemone. Det ser meget mere kompliceret ud end det er, så arbejdet skrider ret hurtigt frem.
Da jeg i lang tid har ønsket mig et strikkekit med udskiftelige pinde, gjorde jeg op med mig selv at det skulle være nu, da Anemonesjalet bliver strikket i helt tyndt silke og ender med næsten 500 masker på pinden.
Jeg købte det hos http://www.arnica.dk og er indtil videre vældig tilfreds med dem.

I maj måned tilmeldte jeg mig http:/www.wildcraft.co.uk fiber og spindelclub, og nu har jeg endelig vovet mig ud i at spinde på håndten. Der er et stykke vej endnu inden jeg opnår samme kvalitet som på rokken, men med 10 minutters øvelse hver dag kommer jeg vel efter det? På billedet ses ten og fibre for september måned og jeg er spændt på at se, hvordan det færdige garn bliver.