Møbius.

Det går stadig fint men åh så langsomt, med hækleriet. Men bare det at kunne se et stykke håndarbejde vokse frem mellem hænderne, er en fornøjelse.

Jeg vil dog ikke lægge skjul på at jeg glæder mig mere til mandag eftermiddag, hvor jeg skal have gipsen af end til juleaften.

Jeg har længe villet strikke en møbius, da teknikken er fantastisk både til halsrør og som jeg gør i dette tilfælde, et sjal der ligger pænt over skulder og ryg, uden brug af sjalsnåle eller andet til at holde det samlet.

Da jeg har brugt en del tid på nettet, på jagt efter inspiration til alle de projekter, jeg skal have gang i når gipsen er fjernet, opdagede jeg at Drops har denne fine video.

I gemmerne havde jeg stadig noget af mit håndspundne garn tilbage, og fandt det perfekt til dette projekt. Desværre glemte jeg at tage højde for at hækling og især sådan et tæt mønster som jeg har valgt, kræver rigtig meget garn.

Heldigvis har jeg et STORT og varieret lager af div. fibre og er nu ved at spinde 300gr. som jeg for længe siden har købt hos WOW. Det var egenlig tænkt til en blanding med silke, og ende ud i et luksus sjal, men det må så vente.

Hvis I skal være sammen med nogle børn i julen kan I dupere som en fantastisk tryllekunster, ved at lege med konstruktionen af en møbius Møbius sjov.

lidt bliver det da til

Engang i foråret spandt jeg disse fibre fra Wildcraft, og har længe ikke vidst hvad det skulle bruges til. Det er superwash english wool, og det var blevet lidt filtet i efterbehandlingen efter spindingen, så det var et lidt "fast" garn.
Da jeg hurtigt mister overskuddet, når jeg er passiv, har jeg brugt de sidste 14 dage på at øve mig i at håndtere en hæklenål og samtidig holde en nogenlunde fast spænding på tråden, med min højrehånd og tommel- og pegefinger på venstre. Efterhånden går det rimeligt, men det er nu stadig en langsommelig proces, og endnu er jeg nødt til at holde mange pauser i hækleriet.
Det har dog vist sig, at min ide om at kunne hækle ikke var forkert. Jeg har prøvet at strikke et par pinde, men det går ikke, jeg kan slet ikke holde garnet fast og stramt.

Foreløbig er jeg blevet færdigt med dette lille tørklæde med nøglehul, hæklet i oldemorsstriber i det ovenfor omtalte garn. Mangler blot at hæfte ender og blokke det.



Af nogle af mine bomuldsrester får jeg hæklet nogle af de gode gammeldags grydelapper, der var i de fleste køkkener tilbage i 50erne, 60erne og som I kan se i rigtige 70er farver.
Egentlig lidt sjovt igen at blive udfordret af hæklenålen.
Jeg har allerede nogle ideer om fremtidige ting der lige skal prøves af.

Sidste øjebliks gaver

Som sædvanligt fandt jeg lige ud ad, at der da vist liiiige var tid til et par ekstra gaver. Det betød så, at jeg lige satte familien til at rydde andenresterne af bordet og sætte ris a´la´mandaen på, mens jeg smuttede ovenpå og hæftede et par ender og pakkede ind ;0). De er heldigvis vant til det, så ingen sure miner, blot en konstatering af at det er dejligt trygt, når tingene og traditionerne stort set følger det vante mønster.

Vi havde en dejlig aften, og lille dejlige Andrea var selvfølgelig midtpunkt. Hun sov nu godt nok det meste af tiden, men det forhindrer os ikke i at beundre hende.

Det er rigtig dejligt at se, hvilken kompetence hendes forældre udviser over for det lille nor. At det har stor betydning for mig, skyldes nok en arbejdsskade efter mange års arbejde med tilknytningsskadede børns "væren" i verden.

Efter lang tids fravær fra symaskinerne fik de lige lov at komme på arbejde igen, da der jo nu blev brug for en julekjole. Det er rigtig hyggeligt at sy i str. 50 cl., meget, meget småt, og jeg havde lige glemt, at detaljer jo altså tager tid, uanset om det er en lille eller stor kjole, men resultatet er både moderen og jeg rigtig glade for. Og når nu det nuttede skulle være temaet, skulle broderimaskinen også i gang. Det blev til en sommerfugl, der flyver rundt i kjolens blomsterhav.

Siden vi havde været på Trapholts julemarked, har Rikke fablet om hæklede øreringe, og da jeg ikke tænkte det kunne tage lang tid at lave, ville jeg glæde hende med et par. Det er rigtigt, at de kan hækles hurtigt, men ikke så hurtigt som jeg ville ;0). Udfordringen blev at med tyndt perlegarn og nål nr 0,75, er det nødvendigt med et skarpt syn, og dette kan jeg desværre ikke klare mere, men med 100 W i arbejdslampen, rynker mellem øjnene og godt med tålmodighed lykkedes det, og Rikkes glæde og overraskelse over at hun fik dem, var alt bøvlet værd.

Det sidste, jeg manglede, var lige en sjalsnål til det sjal, svigerdatteren skulle have.

Skrev jeg lige: "Det sidste jeg manglede"? Det passer jo ikke: Jeg mangler stadig 1 strømpe til Rasmus, Røde knæstrømper til Rikke og et halstørklæde i kashmir til manden. Nå, det må gøres færdig inden næste jul, eller måske får de det, som gaver i utide. Julegaver i rigt mål var der jo alligevel til alle, og vi havde en god aften og ser frem til i morgen, hvor den for alvor står på familiejulefrokost, hvor vi samles fra alle dele fra forskellige familerelationer, en dag i hyggens, julelegenes og brætspillenes dag.

Vil også lige ønske jer der læser med en glædelig jul og ønsker jer nogle dejlige juledage med fred og hygge.