Øvelse gør mester, nåh ja, det er måske for meget sagt;0).
Min lille øvelse på den russiske håndten er nu kommet af tenen og er tvundet til et 2 trådet garn.
Det er spundet af den fineste og blødeste merino lammeuld på 16 my, så findes det næsten ikke finere. Jeg har fået spundet 9 gr. og 38m, hvilket giver 420m på 100gr. og det er i grunden ikke så galt, når det er en fuldstændig ny teknik, der skal indøves. På rokken ville så fin en fibre nok kunne blive omkring 800-900m, og nogle af de skrappe damer i Spindeforeningen får vist omkring 1000-1200m.
Da jeg nu har fået noget mere styr på teknikken, har jeg kastet mig ud i at spinde noget fantastisk underuld fra camel, og foreløbig er resultatet ikke så tosset, så jeg håber, jeg om ikke ret lang tid har spundet camelulds garn på russisk til et lunt, blødt og lækkert sjal. Camelulden har jeg købt her. 400gr. i alt, så der er plads til fejltagelser.