onsdag den 20. oktober 2010

UFO blir´ FO

Nogle gange bliver jeg hurtig færdig med et strikketøj, andre
gange kan jeg være rigtig LANG tid om at blive færdig.

Denne cardigan hører til midt imellem. Tilbage i maj måned bestilte jeg nogle dejlige fibre i merino og silke i en indfarvning der hedder "forår". Fibrene kommer fra "Uld og Silke", og spinding og tvinning gik som en leg.

Jeg har spundet en forholdsvis fin tråd, i lange farveforløb og har efterfølgende narvajo tvundet for at få en tydelig stribevirkning i det færdige strik, hvilket er lykkedes efter hensigten. Jeg har spundet fra flere forskellige bundter af indfarvningen, og den er desværre ikke helt ensartet, så der er blevet nogle forskelle i farveintensiteten på især de to forstykker.

Med den erfaring jeg har nu kunne dette være undgået, hvis jeg i stedet for at navajo tvinde havde lavet et traditionelt to-trådet garn.






Her ses farveforløbet, som det tager sig ud på spolen. Det nederste billede er af alle fibrene, som de kom med posten.


fredag den 15. oktober 2010

Færdig Anemone


Så blev Anemonen færdig, men jeg har også lige ventet et par dage på posten, for jeg har åbenbart strikket sjalet noget løsere end anbefalet. I hvert fald manglede jeg garn til de sidste 6 pinde samt afhæklingen.
Det er meget stort, så hvis jeg strikker det igen stopper jeg allerede ved 150 masker på hver side af midten, da den størrelse nok passer bedre til min statur.
På billedet kan man se vigtigheden af at følge en ret linje på arbejdets midte under opspændingen, det ligner fejl i mønsteret :-(. Men da jeg synes opspænding er den absolut kedeligste del af arbejdet håber jeg på at sjalet alligevel falder pænt, når jeg tager det af. Ellers må det jo vaskes igen og spændes op på ny, og så har jag da fået lært på den hårde måde:" at sjuskeri stadig ikke betaler sig" :0).

søndag den 3. oktober 2010

Efterårssysler



Endelig er det blevet efterår, og det fremgår også af alle de projekter jeg får sat i gang. Mit arbejde med "Heaven" sjalet gjorde at jeg for alvor blev bidt af "lacestrikning" og sjaler, så jeg bestilte et kit fra http://www.garn.dk/ ved navn Anemone. Det ser meget mere kompliceret ud end det er, så arbejdet skrider ret hurtigt frem.
Da jeg i lang tid har ønsket mig et strikkekit med udskiftelige pinde, gjorde jeg op med mig selv at det skulle være nu, da Anemonesjalet bliver strikket i helt tyndt silke og ender med næsten 500 masker på pinden.
Jeg købte det hos http://www.arnica.dk og er indtil videre vældig tilfreds med dem.

I maj måned tilmeldte jeg mig http:/www.wildcraft.co.uk fiber og spindelclub, og nu har jeg endelig vovet mig ud i at spinde på håndten. Der er et stykke vej endnu inden jeg opnår samme kvalitet som på rokken, men med 10 minutters øvelse hver dag kommer jeg vel efter det? På billedet ses ten og fibre for september måned og jeg er spændt på at se, hvordan det færdige garn bliver.

søndag den 12. september 2010

Yes I can.



Nu har jeg i lang tid kigget misundeligt og længselfuldt på de mange fantastiske opskrifter der findes på http://www.ravelry.com/patterns/knitting


men har tænkt at udfordringen udi det engelske strikkesprog nok ville blive for svært og kilde til megen frustration.

Men stædig som jeg er skulle det alligevel forsøges, og til min store overraskelse har det været meget, meget nemt at strikke dette tørklæde.




Garnet er håndspundne fibre, som jeg har købt hos http://www.blogger.com/www.garngalleriet.dk da jeg købte min Kromski. Fibrene er håndmalede merinofibre, og kaldes Japanske Kirsebær. Desværre var mit kendskab til tops ikke særlig stort, så med den viden jeg har i dag, synes jeg resultatet er lidt for meleret i forhold til de fine farver.




Til gengæld er det blevet dejligt blødt, og indtil videre er det kommet i gavekassen, måske viser det sig lige pludseligt, hvem der får glæde af dette tørklæde.


P.S. Det er ikke nødvendigt at tale engelsk, for at bære dette tørklæde ;0).

mandag den 30. august 2010

En spindende weekend med effekter og en ny ven.


Hele denne weekend har stået i spindingens tegn.
Den sønderjydske del af http://www.spindeforeningen.dk/ havde taget initiativ til en dejlig lang weekend med fibre, rokke og godt selskab, og jeg har nydt hvert øjeblik siden vi mødtes fredag aften.






Glæden blev ikke mindre af at Birthe fra http://www.garngalleriet.dk havde taget en ny rok med til mig :0). Det er Sonata fra Kromski, en lækker lille sag, som er nem at pakke sammen og medbringe alle vegne, og jeg regner med, at vi får mange gode ture sammen, ud i det ganske land med dejlige møder med andre "spindegale" personer.
Kemien mellem frøken Sonata og jeg er i hvert fald allerede god, så jeg har tårnhøje forventninger til vores fremtidige samarbejde.


De gæve piger fra det Sønderjydske havde lavet et kæmpe forarbejde for at lære os at spinde effektgarn, så nu har jeg fået grunden lagt til at kunne spinde bouclegarn, garn med spindeorm eller "udhæng" som jeg synes det også ligner, samt knopgarn.



Som det fremgår af billedet er der stadig mange timers øvelse, inden jeg behersker teknikken, men jeg sætter pris på, at jeg nu har fået lidt fornemmelse for, hvordan disse garner fremstilles.


Endelig er Peters halstørklæde blevet færdig, blødt, vamset og varmt så det sætter han helt sikkert pris på, når vinterens cykelture skal klares.














lørdag den 7. august 2010

Spinding af garn til et specifikt projekt-


I spindeforeningen er der i august måned work shop med samme titel som dette indlæg, og jeg har valgt at bruge denne anledning til at give mig selv en lille udfordring. Det forpligter altid lidt mere, når opgaven skal løses ved at andre "kigger" en over skulderen, synes jeg.


Projektet skal gerne ende med at Rikke får sit endelig ønske om et blødt og varmt tørklæde i naturhvid opfyldt.


Inden jeg har kunnet starte har der været nogle overvejelser at gøre. Noget har været rimeligt fast med udgangspunkt i Rikkes ønsker. Bl. A. farve, form og mønsterets udseende.


Indtil videre er følgende besluttet:


Materiale: 1 tråd mohair + 1 tråd morbærsilke.


Mohairen er tops indkøbt hos http://www.worldofwool.co.uk og efter div.studering af mine nyindkøbte bøger er jeg nået frem til at der skal spindes over fold så tyndt som jeg kan. Dette valg skal gerne resultere i at jeg får det ønskede "uldne" og "pelsede" look som Rikke har ønsket.


Silken har jeg købt hos http://www.khtekstildesign.dk da jeg deltog i spindeforeningens generalforsamling. Den ligger i kæmmede bånd, og jeg har tænkt mig at spinde den med det korte træk, for at bevare de parallele fibre og silkens glans. Også denne tråd skal spindes så tyndt, som jeg overhovedet kan.


På øverste billede er der vejet 30 gr. mohair og 10 gr. silke der kommer til at danne udgangspunkt for beregning af den endelige mængde.


Størrelse: Ca. 33x85 cm.


Mønster: Et påfugleagtigt mønster der i Politikkens STRIK SELV fra 1982 kaldes hulmønster 7.


Bogen som er på billedet er købt i udgivelsesåret af min allerførste løn som færdiguddannet, og den har været rigtig meget i brug siden og vil altid være at finde på min bogreol ;0).


Maskeantal og strikkefasthed kan jeg først beregne når garnet er færdig spundet, så jeg må hellere komme i gang.


Vender tilbage når næste skridt skal tages i processen. På billedet ses den dejlige mohairtops fra woow.
















fredag den 6. august 2010

Tak Renee


I dag kunne jeg afhente endnu en pakke på posthuset. Den har ligget der et par dage, da den selvfølgelig kom, da vi lige afholdt et par dejlige feriedage hos gode venner på Lolland. Jeg har igen bestilt et kg. af hver slags, da jeg nødig vil mangle noget, når jeg engang skal strikke eller væve af de dejlige fibre. Lige nu har jeg vist fibre stående i mængder, så jeg kan klæde en hel grønlandsk bygd på i varmt tøj ;0).


Jeg har bestilt fibrene hos http://www.enuldenaffaere.dk/ og glæder mig til at påbegynde strikningen. Der er en smuk sølvgrå merino/cashmir den rene luksus, hvid merino i tops og det samme i rødt. Har en eller anden tanke om, at jeg skal have strikket en dejlig blød og varm bluse i den røde. Tror helt bestemt den vil give mit humør et par takker op ad, når det er koldt og mørkt.

Må desværre indrømme, at det ikke er strikkepindene der gløder ret meget i øjeblikket, men rokken snurrer lystigt flere timer om dagen, og så ligger garnet jo klart, når lysten til strikkeriet pludselig opstår.


Jeg har dog fået farvet et bundt entrådet mohair i ferien. og strikkepinde nr. 6 er fundet frem, så kommer der noget, jeg får lyst til at se på TV, skal der slås masker op til et blødt og varmt haltørklæde til Peter. Jeg har tænkt, det skal være en del af hans fødselsdagsgave (schyyy), og da den først ligger i oktober, skal det sikkert nok blive færdigt inden.